14. februar 2021

Netværk flytter fokus fra min egen navle

Netværk flytter fokus fra min egen navle

Klaus Eriksen har som sådan ikke brug for at sælge. I hvert fald ikke til sit netværk. Alligevel tropper han op til så mange møder hos Relationsfabrikken, som han kan få plads til i kalenderen.

Siden 2017 har Klaus Eriksen sammen med sin partner, Samson Evar, opbygget det stemningsfyldte og billige overnatningssted Danhostel Aarhus City, som ligger i smørhullet mellem gågaden og åen i Aarhus.

Ikke i netværk for at sælge

Klaus Eriksen er ikke ude på at sælge sengepladser til sine netværkskolleger; for Klaus handler netværket nemlig ikke om at få flere kunder i butikken – de kommer ad andre kanaler – men om at blive ved med at udfordre og udvikle sig selv:

”Jeg bruger netværket til at frigøre mig fra min egen navle. Min levebrødsforretning, hostellet, er egentlig rimelig selvkørende. Jeg har nogle rigtig gode folk ansat og har lavet nogle strukturer, så jeg kan nøjes med at bruge få dage om ugen på hostellet,” forklarer Klaus Eriksen og fortsætter:

“Jeg bruger derfor netværket til at frigøre mig fra alle de detaljeopgaver, som man altid kan finde, men som ikke skaber synderlig værdi, og brede mit fokus over på andre spændende projekter og interessante mennesker.”

“Jeg bruger netværket til at frigøre mig fra min egen navle … og brede mit fokus over på andre spændende projekter og interessante mennesker.”
– Klaus Eriksen, ejer af Danhostel Aarhus City

Netværket skal have de rigtige folk

Erhvervsnetværk er ikke noget nyt for Klaus Eriksen. Gennem de sidste par år har Klaus afprøvet omkring 10 forskellige netværk, og hver gang har han været på udkig efter det samme:

“Når jeg møder op til netværket, så skal jeg kunne mærke, at de folk, der er der, kunne være gode legekammerater for mig. Det skal være interessante profiler, og det skal være folk, som jeg får lyst til at lave noget sammen med. Ellers er der jo ingen grobund for nye, spændende projekter,” forklarer iværksætteren.

For Klaus Eriksen betyder det meget, at medlemmerne bidrager aktivt og er engagerede til møderne. Det skaber ikke relationer, hvis man sidder og gemmer sig nede på bagerste række. Man skal frem i bussen, mener han.

“Man skal give værdi for at få værdi. Og nogle mennesker skal lige have lidt hjælp, og her synes jeg, at Jacob Mikkelsen gør et rigtig godt stykke arbejde som netværksleder. Han styrer gruppen på en rolig, sikker og underholdende måde og virker til at gøre sig umage med at spille alle medlemmerne gode. Det er vigtigt,” siger hostelejeren.

“Man skal give værdi for at få værdi,” – Klaus Eriksen, ejer af Danhostel Aarhus City

Netværk kræver tillid – tillid kræver tid

Klaus Eriksen har prøvet netværkenes svar på speeddating, hvor man mødes to-fem minutter og så rokerer.

Men når man er på udkig efter legekammerater, fungerer formatet ikke. Derfor passer Relationsfabrikkens netværksmodel meget bedre til Klaus’ humør.

“Alle kan sætte et game face op til en halv times møde. Det er vi blevet trænet i til eksaminerne op igennem skolen. Men når man mødes to timer hver 3. uge, så krakelerer den falske maske, og det bliver den ægte vare, man ser,” siger Klaus Eriksen og afslutter:

“Når man mødes mange gange og i længere tid, så finder man ofte nogle interessefelter, som overlapper med hinanden. Og når det sker, så er det, at netværket bliver interessant for mig, for jeg har ikke en eller anden kalkule med, at jeg skal have X kroner ud af netværket. Jeg kommer for at sparre med ligesindede, blive inspireret og finde nye muligheder.”

Tag det første skridt, og skab nye relationer